Vi søger en kommunikationspraktikant til foråret 2022 med fokus på sociale medier!

Brænder du for at arbejde med kommunikation og tør du være ambitiøs på vegne af Aarhus’ kulturliv? Så er det måske dig, vi søger! Som kommunikationspraktikant i Ungdomskulturhuset – UKH skal du have mod på at kaste dig ud i nye udfordringer, kunne arbejde selvstændigt og have øje for den gode historie i alt, hvad du laver.
Vi arbejder i et ambitiøst og kreativt iværksættermiljø, og vi kan tilbyde dig en praktikplads, hvor der er plads til idéudvikling og medbestemmelse, så du kan sætte dit præg på kulturlivet i Aarhus.

Hvem er UKH?
UKH er et ungdomskulturhus stiftet i 2015 af Aarhus Kommune og er placeret i det gamle Amtssygehus på Tage-Hansens Gade i Aarhus C. UKH er et kulturhus med diverse faciliteter for alle unge i alderen 15-30 år. Vi tror på, at der fra idé til handling skal være kortest mulig vej. Derfor kan alle unge træde ind ad døren og bruge huset. I den forstand er UKH defineret af dem, som bruger huset og vores faciliteter. Alt sammen for at leve i en verden, hvor unge har medbestemmelse og kulturen kan blomstre – også for dem, der skal leve af det.
Så har du lyst til at blive en del af et kreativt arbejdsmiljø, hvor du kan udvikle dine evner indenfor kommunikation og sociale medier, så er dette en unik mulighed for en praktikplads med masser af ansvar, plads til udvikling og stort netværk i Aarhus kulturliv.

Om stillingen
Som praktikant i UKH bliver du en vigtig del af vores hverdag. Du får mulighed for at sætte dit præg på UKHs agenda og bidrage til at optimere og videreudvikle UKHs kommunikation og markedsføringsindsatser. Du får lov til at opleve unge projekt- og kulturskabere og upcoming kunstnere helt tæt på og formidle deres virke. Samtidigt bliver du en del af et stærkt fællesskab på tværs af kulturlivet.

Arbejdsopgaver:
● Udvikle koncepter og indhold til sociale medier og hjemmeside
● Udarbejdelse af tekster til og vedligeholdelse af diverse platforme
(primært digitalt)
● Opdatering og vedligeholdelse af vores hjemmeside
● Formidling af vores arrangementer – før, under og efter
● Grafiske & foto opgaver 
● Mindre ad hoc-opgaver

Lidt om dig:
● Du kan godt lide at nørde koncepter og indhold til Instagram og
Facebook
● Du har gode skriftlige kommunikationsevner og sans for formidling
● Du har en sans og en begejstring for det visuelle (foto, video, grafik)
● Du kan tage initiativ og arbejde selvstændigt
● Du interesserer dig for kultur og har lyst til at formidle oplevelser fra
vækstlagets kunstnere og artister

Vi kan tilbyde:
● Et arbejde der skaber værdi for Aarhus unge kulturliv

● Konkret arbejdserfaring med kommunikation og markedsføring
● Et kreativt og inspirerende arbejdsmiljø i unikke rammer
● Mulighed for at afprøve dine faglige kompetencer
● Indflydelse på egne arbejdsopgaver
● Et omfattende netværk og en arbejdsdag blandt en masse unge og
folk fra kulturlivet
● Fællesspisninger og andre sociale aktiviteter
● Vi er åbne overfor at tilpasse praktikstillingen til studieordningens
krav

Hvor og hvordan?
Praktikstillingen er som udgangspunkt på 30 timer med fleksibilitet over for
studieorienterende opgaver. En del af timerne er aftentimer.
Praktikstillingen er ulønnet med start i januar eller februar 2022 og er
fordelt over et semester. Ansøgningsfristen er 1. december, så skynd dig til
tasterne og send fluks en ansøgning sammen med dit CV til Lone Jensen,
lonej@aarhus.dk med teksten “Kommunikationspraktikant” i emnefeltet.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kontakt gerne Lone på 5157 5012.
Samtaler finder sted i uge 49.

Vi glæder os til at høre fra dig!

%d bloggers like this: